Det er altid en dans. Aldrig til at vide eller se på forhånd, hvad de kan formås til at forstå. Men Anders havde været lærenem.
Det gælder om at bevare uskylden i alle forespørgsler, så de ikke helt ved, om de kan stole på blikket eller ordet.
Hun havde bedt om hjælp, altid en god indledning, noget med varmeovnen i hendes garderobe, hjælpeløst og handlekraftigt på samme tid og stadig med de selvsiddende strømper på, bh og kimono, ganske klassisk. Banalt, men allerede da han kyssede hende, var det med en grådighed, som lovede godt. Hans hænder gramsede rundt på hendes røv.
Hårdhændet.
Hun satte sig på kontorstolen, så hans hånd kunne glide langs ryggen og op i hendes hår, stadig delvist opsat og med hårnålene i, hans fingre viklede sig ind, og han trak blidt, prøvende.
Det er det springende punkt, her skal de hjælpes, så hun åbnede munden lidt mere, hver gang han trak, og stønnede uden tone ind mod hans hals, og hurtigt forstod han og ryk-kede hendes hoved bagover, tvang sin tunge længere ind i hendes mund. Hun foregav overraskelse, men kun så meget, at han alligevel fortsatte, og endelig, endelig, kom der en kommando, en hvisken ’stik din tunge ud’, og han suttede, sugede på den, mens hans hånd fandt op til hendes kæbe og trykkede, så hendes mund holdtes åben og hun slap for at tale, tage beslutninger, tænke. Febrilsk åbner han sine fløjlsbukser og lader dem gudskelov hænge om lårene, så hun ikke behøver at se på hans knæ. Hans pik er lille, lyserød og rynket. Hun kan tage den helt ind i munden, og holde for blodtilførslen med to fingre om roden. Hun suger, først blidt, kører en våd tunge rundt i cirkler om det spidse hoved og hører ham gispe, da hun giver slip, og han får lov til at vokse i hendes mund, og d et er som om hans blod løber ud ad pikhovedet og videre, ned i hendes hals. Hun synker, så munden bliver trang, og han føler, han fylder hendes mund helt ud. Han holder hendes hoved fast og hans kønshår kildrer i næsen og hun kan allerede smage den første, klare væde fra ham. Så nemt.
Hun styrede seancen, så han ikke kom, så hun selv kunne være med, og det var præcis, som hun havde forestillet sig.
Hun havde ladet det udvikle sig, hver gang kørt ham lidt længere, hun brugte ubesværet af alt det, Piotr havde vist hende, men lagde sine egne små perversiteter oveni.
Og ikke mindst. Holdt ham i kortere snor.
De opfandt ubesværet ritualer og symboler.
En gammel violinbue mod inderlåret, en knækket strenge-stol mod nakken.
Selve scenerummet som rekvisit. Han havde noget med spillekort. De udviklede et kompliceret system af symboler. Og sikkerhedsnåle. Så længe det ikke kunne ses, det var reglen. Sammen dyrkede de det perfide, mere end volden, og hun udviklede skamløst hans besættelse af hende, hans nærmest undskyldende brutalitet, som om det var noget, han selv fandt på. Han kunne komme ind i hendes garderobe og låse døren efter sig, og hun ville stå lænet ind over spejlet, i høje hæle og med tilbagestrøget hår, og tankefuldt studere sit ansigt, som om det var noget hun altid gjorde.
Skødesløst.
Hun ville ignorere ham, det slog aldrig fejl, indtil han rasende tvang hendes ansigt væk fra spejlet og trængte op i hende.
Skriv et svar